Fortsætter festen på boligmarkedet i 2020?

Tager vi et tilbageblik på 2019, steg huspriserne med ca. 4 % på landsplan, mens lejlighederne steg ca. 3,5 %. Visse økonomer forudser, at den lave rente og den høje beskæftigelse vil bidrage til, at huspriserne i 2020 vil stige med ca. 3 % mens lejlighederne på landsplan vil stige ca. 2 %. Kigger man ned i tallene fra Boligsidens Markedsindeks, så var det især uden for de store byer, at der var fart på priserne. Dette forventer visse økonomer ligeledes vil være tendensen i 2020.

Med afskaffelsen af muligheden for at benytte virksomhedsordningen ved forældrekøb som forventeligt træder i kraft i 2021, bliver det mindre gunstigt at lave et forældrekøb, hvorfor det må forventes, at efterspørgslen efter 1-2 værelses lejligheder i de større byer vil falde. Faldet vurderes imidlertid at være begrænset, da manglen på små boliger i de store byer stadig består.

Sommerhusmarkedet viste sig fra sin flotte side i 2019 og de gode takter forventes at fortsætte i 2020, hvor visse økonomer forventer prisstigninger i omegnen af 3-4 %.

Forude venter de nye boligskatteregler som forventes at træde i kraft i 2024, mens der bliver udsendt nye gældende offentlige ejendomsvurderinger fra andet halvår af 2020. De nye offentlige ejendomsvurderinger betyder ekstra boligskat for visse boligejere frem til 2024, som måske ellers havde en skattelettelse i udsigt fra 2021. Hvorvidt de berørte boligejere bliver kompenseret som lovet af Socialdemokratiet, må tiden vise.

Hvad angår renten, så forventer visse økonomer ikke yderligere rentefald i 2020. Derfor er det vigtigt, at du som boligejer får tjekket og sikret dine lån, mens renten stadig er lav.

Hvis du finder at denne artikel er relevant for andre, som du kender, er du velkommen til at dele artiklen. 

”Like” Minkøbermægler.dk’s Facebook side og modtag løbende nyheder/artikler om boligmarkedet.

UDGIVET AF

MINKØBERMÆGLER.DK