I denne artikel vil vi blandt andet kigge nærmere på, hvad slagger er, hvad konsekvensen ved brugen af slagger kan være, samt hvordan du som køber forsikringsmæssigt er dækket i forbindelse med eventuelle slagger skader.
Hvad er slagger
Slagger er et restprodukt som stammer fra forbrænding eller smeltning af forskellige ting fra forskellige typer af forbrændingsanlæg.
Hvad består slagger af?
Slagger er et genbrugsprodukt og består typisk af jern og metal, flasker, aske og porcelænsrester. Inden slaggerne anvendes sorteres jern og metal fra slaggerne ved hjælp af magneter. Slagger er altså et lidt udefinerbart materiale, som indeholder en masse mineraler, tungmetaller, som sorteres, tørres og knuses, hvorefter det erstatter fx grus i byggerier.
Hvor er slagger anvendt?
Slagger blev anvendt i perioden 1950-1970’erne som kapillarbrydende lag (fugtspærreren under betonkonstruktionen) under gulvkonstruktionen i bygninger. Derudover benyttes slagger i dag i forbindelse med anlæg af veje, stier, støjvolde, ledningsgrave mv.
Hvad kan konsekvensen ved brugen af slagger være?
En del af slaggerne har desværre vist sig at kunne medføre skader på gulvkonstruktion og fundamenter, hvis slaggerne udsættes for vand. Dette ses typisk ved at gulvene ”hæver” sig, eller ved at der sker udpresning af fundamenterne som forårsager sætningsrevner i soklen og/eller i ydervæggene. Vandskaderne stammer typisk fra brudte gulvvarmeslanger, vandledninger eller revner i gulvkonstruktionen i vandbelastede områder fx i badeværelset. Ved visse typer slagger får man ikke de klassiske slagger skader med sætningsrevner eller ”hævet” gulv. Her kommer skaderne typisk til udtryk ved fugt i gulve og i gulvkonstruktionen. I perioden 1950-1970’erne kendte man desværre ikke til de uheldige følgeskader, som slagger kan medføre, hvorfor man blot betragtede slagger som et billigt restprodukt som samtidig var genanvendeligt. Sidenhen er man imidlertid blevet klogere. Hvis det viser sig, at der er tale om alvorlige slaggerskader, kan det i yderste konsekvens betyde, at huset skal rives ned, og at det udelukkende er grunden som kan anvendes. I visse andre tilfælde kan det betyde, at underlaget og hele gulvkonstruktionen skal udskiftes, hvilket selvsagt også kan vise sig at værre en bekostelig affære.
Det, at der er benyttet slagger som kapillarbrydende lag, behøver dog nødvendigvis ikke at være et problem. Men det er et element, man som køber skal være særligt opmærksom på at undersøge.
Hvor kan man se, om der er slagger under gulvkonstruktionen
Hvis du er i gang med at købe en bolig, kan du tjekke, hvad der står oplyst i tilstandsrapporten eller i eventuelle bygningstegninger. Som køber skal du være opmærksom på, at det ikke er sikkert, at der er overensstemmelse imellem bygningstegninger, og det materiale som er anvendt som kapillarbrydende lag under gulvkonstruktionen. Det er heller ikke sikkert, at det som står anført i tilstandsrapporten er korrekt. Eventuelle skader på husets fundament/sokkel bør imidlertid være angivet sammen med eventuelle sætningsrevner i husets ydervægge. Hvis der er angivet sætningsrevner i husets fundament/sokkel og/eller sætningsrevner i husets ydervægge, er det en god idé at tage din egen byggesagkyndig med ud og besigtige huset og tage forbehold for besigtigelsen under rådgiverforbeholdet.
Kan man undersøge, om slaggerne under gulvkonstruktionen udgør en risiko?
Hvis du ønsker at finde ud af, om der er benyttet slagger som kapillarbrydende lag under gulvkonstruktionen, eller hvis du ønsker at vide, om den eksisterende slagger som er anvendt under gulvkonstruktionen udgør en nærliggende risiko, findes der firmaer, som ved brug af boringer i gulvkonstruktionen, kan undersøge vandindholdet i slaggerne og dermed belyse risikoen. Ved boringen føres ned til ca. 1 m. under gulvoverkant til belysning af vandspejls- og jordbundsforholdene.
Dækker ejerskifteforsikringen?
Hvorvidt ejerskifteforsikringen dækker skader forårsaget af slagger afhænger af, hvad der er anført i tilstandsrapporten, din viden om huset samt hvad der er anført i policen. Hvis der i ejerskifteforsikringen er taget forbehold for dækning af slagger, vil du som køber ikke kunne få dækket eventuelle skader.
Som køber er det også vigtigt at undersøge, om husforsikringen dækker eventuelle fremtidige slagger skader. Dette kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab.
Få hjælp til køberrådgivning
Hvis du skal købe bolig, så tag fat i Minkøbermægler.dk allerede i dag. Vi er din sparringspartner og yder kompetent køberrådgivning igennem hele processen.
Tænker du, at denne artikel er relevant for andre, du kender, er du velkommen til at linke til artiklen. Du kan også følge Minkøbermægler.dk på Facebook, så modtager du løbende nyheder/artikler om boligmarkedet, køberrådgivning m.m.
Udgivet af:
Minkøbermægler.dk