Kurssikring – til dig, der gerne vil vide det vigtigste om begrebet

Hvad menes der med kursen på et lån?

Kursen på et realkreditlån er den pris du som låntager betaler for realkreditobligationen. Som låntager skal du være opmærksom på, at kursen på et lån kan svinge over tid.

Hvis vi antager, at kursen på realkreditobligationen er 100, modtager du 100 kr. pr. 100 kr. du låner. Hvis kursen derimod er 94, modtager du kun 94 kr. for hver 100 kr. du låner. Det vil sige, at du taber 6 kr. hver gang du låner 100 kr. Hvis du derimod vil tilbagebetale realkreditlånet, skal du fx betale 104 kroner pr. 100 kr. du har lånt, hvis kursen er 104.

Som låntager er det derfor smartest for dig, hvis kursen er så tæt på kurs 100 som muligt, fordi du vil komme til at skylde så få penge som muligt pr. lånte 100 kroner. Hvis du omvendt skal indfri eller omlægge et lån, er du interesseret i at betale så lav en kurs som muligt, da du således betaler under 100 kroner pr. 100 kroner, du har lånt.

Hvad er kurssikring?

Kurssikring skal ses som en form for ”forsikring”, hvor der mellem kunden og banken ligger en klar aftale om, hvilken kurs banken skal hjemtage lånet til på udbetalingsdagen. Du låser kort sagt kursen på lånet og dermed også renten.

Når der er indgået en aftale om kurssikring, så er aftalen bindende. Det betyder, at banken dækker et eventuelt kurstab, mens en eventuel kursgevinst tilfalder banken. Ved kurssikring slipper du kortsagt for at spekulere i renteudviklingen og du får samtidig en sikkerhed for, at den månedlige ydelse ikke stiger, frem til den dag hvor lånet skal udbetales.

Følgende mekanismer gælder:

Hvis renten stiger, vil kursen på den fastforrentede obligation falde

Hvis renten falder, vil kursen på den fastforrentede obligation stige

Eksempel på kurssikring hvor renten stiger og kursen falder frem til lånets udbetaling:

Vi antager at den aktuelle kurs på et realkreditlån med en rente på 1 procent den 30. juni 2020 har en kurs på 97,42, mens udbetalingskursen den 30. juli er fastlagt til 96,42. 

Hvis det viser sig, at renten om tre måneder er steget tilstrækkeligt til, at kursen falder til under kurs 96,42, vil du have tjent penge på ”forsikringen”. Det vil med andre ord sige, at selvom dagskursen på lånet fx ligger på 94,5, vil du få lånet udbetalt til kurs 96,42. 

Hvis vi antager, at du skal låne 3 millioner kroner, vil du I det anførte eksempel komme ud med en kursgevinst svarende til 57.600 kr. (3.000.000 x 1,92 (kurspoint) :100)

Hvis renten derimod falder og kursen stiger frem til udbetalingsdagen, kan kurssikring vise sig at være en dårlig forretning. Det er derfor en god idé at få en snak med din bankrådgiver og høre hans/hendes forventninger til renteudviklingen / kursudviklingen og om kurssikring er den rigtige løsning for dig i forhold til dit boligkøb.

Huskeseddel:

  • Som køber skal du være opmærksom på, at omkostningen ved kurssikring varierer afhængig af hvilket realkreditinstitut du benytter, låntype samt hvor længe der er til lånets udbetaling.
  • I forbindelse med kurssikring er det værd at bemærke, at hvis man kurssikrer i forbindelse med at lånetilbuddet udstedes, så kan man få medfinansieret kurssikringen, så betalingen derefter strækker sig over lånets løbetid.
  • Lånet kan kurssikres på ethvert tidspunkt inden lånets udbetaling. Man kan således i første omgang vælge kurssikringen fra og senere beslutte sig for at vælge til.
  • Udbetalingsdagen skal ligge mindst 10 hverdage og højst 6 måneder efter, at man har indgået aftalen. Lånetilbuddet må ikke være udløbet.
  • Betingelserne i lånetilbuddet er afgørende for, hvor lang en periode man kan vælge at tegne en fastkursaftale over.

Hvis du finder at denne artikel er relevant for andre, som du kender, er du velkommen til at linke til artiklen.

Udgivet af:

Minkøbermægler.dk