I denne artikel vil vi blandt andet kigge nærmere på, hvad et familielån er, hvor mange penge man skattefrit må give til sine børn, og om et familielån skal tinglyses for at være gyldigt.

Hvad er et familielån?

Når du skal låne penge ud til nogen, skal der oprettes et familielån. Familielånet er kendetegnet ved at være særligt fordelagtigt for låntageren, idet der ikke betales renter på lånet, og idet der ikke nødvendigvis skal afdrages på lånet. Det afhænger dog af, hvad der er aftalt mellem parterne. Et familielån er i daglig tale også kendt som et gældsbrev. Hvis der ydes et rentefrit familielån, skal lånet kunne opsiges med kort varsel fx 14 dages varsel. Långiver skal altså kunne forlange lånebeløbet tilbagebetalt (anfordringslån).

Hvem kan man udlåne penge til?

Et familielån er en oplagt mulighed, hvis man som forældre vil låne penge til ens børn. Som forældre kan man her vælge at afskrive lånet over en årrække med det maksimalt skattefrie beløb pr. år. På denne måde kan jeres børn få hele pengesummen uden at skulle betale skatter og afgifter. Det er dog en betingelse, at långiver sørger for at lånet afskrives sporadisk (tilfældigt over en årrække), idet der ellers er tale om én stor gave. I familielånet kan man således ikke bare skrive, at lånet nedskrives hvert år. Gør man dette, vil hele lånet blive anset som en gave, hvorfor der vil skulle betales gaveafgift på 15% på det resterende beløb.

Selvom det kaldes for et familielån, kan et rentefrit familielån benyttes over for alle – og således ikke kun over for børn, børnebørn mv. Familielån er således blot betegnelsen for en favorabel låntype.

Hvor meget må man skattefrit give i gave til sine børn i 2023?

Hvis du vil undgå at skulle betale skat af gaven, kan du skattefrit give hvert barn 71.500 kr. I det tilfælde at du overskrider det skattefrie beløb, skal du betale 15 % i gaveafgift.

Skal familielån tinglyses for at være gyldigt?

Et familielån skal ikke tinglyses eller stemples for at være gyldigt. Det skal blot være underskrevet af långiver og låntager. Man betaler således ikke nogen afgift og familielånet skal ikke stemples eller tinglyses.

Gælder der nogen beløbsgrænser for et familielån?

Et familielån er ikke underlagt specifikke beløbsgrænser, og som låntager kan man frit vælge at benytte de lånte midler til, hvad man ønsker. Familielån ses tit anvendt i forbindelse med køb af fast ejendom i forbindelse generationsskifte – fx sommerhuse. Her bruger man familielånet som en del af købesummen, hvor man nedskriver gælden årligt med det tilladte gavebeløb. På den måde slipper køberne for at skulle låne penge i banken for at kunne købe sommerhuset. Ved overdragelse af fast ejendom mellem familiemedlemmer, gælder der særlige regler for hvad ejendommen må sælges til i forhold til den seneste offentlige vurdering. Familielån ses også anvendt i forbindelse med virksomhedsoverdragelser. Hvis der er tale om et stort millionbeløb, kan det dog være, at SKAT kontakter jer, for at sikre sig, at der er tale om et reelt lån.

Hvad sker der med familielånet i tilfælde af dødsfald?

Hvis långiver afgår ved døden, skal lånet tilbagebetales til boet efter afdøde, således at boet kan udbetale arven til långivers arvinger.

Hvornår forældes et familielån?

Familielånet forældes 10 år efter udstedelse. Som långiver skal du derfor husk at forny lånet inden det udløber, da restgælden ellers vil blive beskattet. Derudover kan der opstå utilsigtede forhold ved fordeling på et eventuelt skifte.

Hvad koster det at oprette et familielån med hjælp fra Minkøbermægler.dk?

Hvis du ønsker hjælp til at oprette et familielån, koster det 5.000 kr. inkl. moms.

Få hjælp til køberrådgivning

Hvis du skal købe bolig, så tag fat i Minkøbermægler.dk allerede i dag. Vi er din sparringspartner og yder kompetent køberrådgivning igennem hele processen.

Tænker du, at denne artikel er relevant for andre, du kender, er du velkommen til at linke til artiklen. Du kan også følge Minkøbermægler.dk på Facebook, så modtager du løbende nyheder/artikler om boligmarkedet, køberrådgivning m.m.

Udgivet af:

Minkøbermægler.dk

Anders Klingenberg