- Efter at have besigtiget ejendommen, indgår køber og sælger en købsaftale, hvor handlens vilkår er specificeret. Her vil blandt andet fremgå den aftalte købesum, overtagelsesdag samt de individuelle vilkår som er aftalt mellem køber og sælger. Allerede inden du som køber påtænker at besigtige og byde på ejendommen, er det en god idé, at du allierer dig med en købermægler, som kan guide dig gennem købsprocessen og varetage prisforhandlingen på dine vegne. Købermægleren kan yde dig køberrådgivning og vejlede dig i forhold til, om en byggeteknisk gennemgang af ejendommen er nødvendig, eller om der er andre væsentlige elementer i købsprocessen, som du eventuelt har overset. Inden købsaftalen underskrives, er det vigtigt at tjekke, at der er indføjet et rådgiver- og bankforbehold.
- Når købsaftalen er underskrevet af begge parter, fremsendes købsaftalen sammen med handlens dokumenter til købers køberrådgiver og bank. Det er sælgers ejendomsmægler, som sørger for at fremsende den underskrevet købsaftale til de relevante parter i handlen.
- Når køberrådgiveren har læst købsaftalen og alle handlens dokumenter igennem, vil rådgiveren typisk holde et telefonmøde, hvor rådgiveren giver sin juridiske vurdering af handlen.
- Efter telefonmødet vil køberrådgiveren godkende handlen over for sælgers ejendomsmægler. Her opregner køberrådgiveren eventuelle betingelser for handlens gennemførelse. Fx kan rådgiveren anføre som betingelse, at sælger udbedrer visse forhold i tilstandsrapporten inden overtagelsesdagen. Først når alle betingelser er opfyldt og fortrydelsesretten er udløbet, er handlen endelig.
- Når købsaftalen er underskrevet af begge parter, skal køber deponere en udbetaling på ejendommen hos ejendomsmægleren – typisk 5 hverdage efter begge parter har underskrevet købsaftalen. Det deponerede beløb må højst udgøre ejendomsmæglerens samlede vederlag tillagt maksimalt 10.000 kr., dog højest 200.000 kr. Beløb som ejendomsmæglervirksomheden modtager herudover, skal indsættes på en særskilt konto i et pengeinstitut. Rådgiveren kan betinge, at udbetalingen først skal deponeres, når der foreligger en endelig handel.
- Når udbetalingen er deponeret, skal købers bank sørge for at stille en bankgaranti for betaling af den resterende del af købesummen. Bankgarantien skal typisk stilles 10 hverdage efter at begge parter har underskrevet købsaftalen. Rådgiveren kan betinge, at bankgarantien først skal stilles, når der foreligger en endelig handel. Hvis der er aftalt en hurtig overtagelse af ejendommen, kan det aftales, at der skal ske en kontant deponering af købesummen på overtagelsesdagen. På denne måde undgår køber udgiften til bankgarantien.
- Eventuelle forbehold eller betingelser i købsaftalen afvikles, så der kan foreligge en endelig handel. Det er ejendomsmæglerens opgave at sørge for at eventuelle betingelser i rådgiverens skrivelse bliver opfyldt.
- Når handlen er endelig, sørger købers rådgiver for at udfærdige et skøde, som skal underskrives digitalt af både køber og sælger ved brug af NemID. Herefter anmeldes skødet til tinglysning på tinglysning.dk.
- Ved første tinglysning vil skødet typisk komme tilbage med præjudicerende retsanmærkninger. For at der kan ske endelig tinglysning, skal der foreligge et anmærkningsfrit skøde.
- Hvis du køber et hus, skal du sørge for at tegne en husforsikring og eventuelt en ejerskifteforsikring.
- På overtagelsesdagen sørger købers bank for at restkøbesummen overføres til sælger.
- Købers rådgiver sørger for at lave en refusionsopgørelse, hvor de økonomiske mellemværender mellem køber og sælger udlignes.
- Købesummen frigives til sælger, når sælgers tinglyste gæld er aflyst af tingbogen.
- Inden køber kan få nøglerne til ejendommen, skal udbetalingen være deponeret, bankgarantien stillet, eventuelle forbehold være afklaret, skødet være underskrevet af køber, relevante forsikringer ved huskøb være tegnet og købers rådgiver skal over for sælgers ejendomsmægler bekræfte, at handelsomkostningerne er betalt.
- Når overtagelsesdagen nærmer sig, ringer ejendomsmægleren som regel og aftaler et tidspunkt for overdragelsen.
- Husk at melde flytning på borger.dk
- Tillykke med dit nye hjem.
Bemærk ejendomsmægleren er ansat af sælger og repræsenterer sælgers interesser gennem hele processen, mens købers mægler udelukkende varetager købers interesser.
Hvis du finder, at denne artikel er relevant for andre, som du kender, er du velkommen til at dele artiklen.
”Like” Minkøbermægler.dk’s Facebook side og modtag løbende nyheder/artikler om boligmarkedet.
Husk at Minkøbermægler.dk altid står klar til at guide dig gennem købsprocessen.
Udgivet af:
Minkøbermægler.dk