I Danmark er der som udgangspunkt bopælspligt på helårsboliger, hvilket betyder, at boligen skal være beboet i mindst 180 dage om året. Lovgivningen er indført for at undgå spekulation, og at boligområder affolkes og mister liv og sammenhængskraft. Men der findes undtagelser – og det er her, boliger uden bopælspligt kommer ind i billedet.
Hvad er en bolig uden bopælspligt?
En bolig uden bopælspligt er – som navnet antyder – en ejendom, hvor du ikke er forpligtet til at bo, eller have nogen boende, mindst 180 dage årligt jf. ovenfor. Det giver større frihed, især for eksempelvis udlandsdanskere, investorer eller personer, der ønsker at eje en bolig i Danmark, uden nødvendigvis at skulle bebo eller udleje den.
Det er først i det øjeblik, hvor en ejer tilmelder adressen til folkeregisteret, at bopælspligten aktiveres. Herefter har man pligt til enten at bo i boligen selv eller sørge for, at den er beboet.
Hvilke boligtyper kan være uden bopælspligt?
Der findes flere typer boliger, som kan være uden bopælspligt:
- Flexboliger
Flexboliger er helårsboliger, som kommunen har givet dispensation til at bruge som fritidshuse. De er især udbredt i de landdistrikter, hvor udbuddet af boliger er væsentligt større end efterspørgslen, og hvor man ønsker at undgå at mange huse står tomme. Det er op til den enkelte kommune at tillade flexboligordningen, og reglerne varierer – fx kan status være midlertidig eller bortfalde ved ejerskifte. Det er derfor vigtigt at undersøge de lokale bestemmelser, hvis du overvejer at købe en flexbolig.
- Fritids- og sommerhuse
Sommerhuse har det, der kaldes “negativ bopælspligt”. Det betyder, at man kun må bo i dem fast i en begrænset periode – fra 1. marts til 31. oktober. Uden for denne periode må ophold kun være kortvarige, medmindre man opfylder særlige betingelser for helårsbeboelse. Læs mere om køb af sommerhus ved at trykke her.
- Helårsboliger under salg eller som er blevet solgt
Når en helårsbolig er sat til salg eller solgt, bortfalder bopælspligten som udgangspunkt midlertidigt for den tidligere ejer. Det gør det muligt at flytte ind i en ny bolig, uden at man skal udleje den gamle for at overholde reglerne. Ved salg overgår bopælspligten til den nye ejer, som skal er forpligtet til at flytte ind ”inden for rimelig tid”, hvilket i praksis tolkes at være inden for 6 måneder efter køb.
- Nyopførte boliger
I nogle kommuner kan nybyggede boliger være uden bopælspligt, indtil de bliver solgt til den første ejer. Det gør dem særligt attraktive for udlandsdanskere, der ønsker at eje bolig i Danmark uden krav om fast bopæl – i hvert fald i første omgang.
Fordele ved en bolig uden bopælspligt
Boliger uden bopælspligt giver fleksibilitet. Du kan eje en bolig uden at skulle bo der fast eller udleje den, hvilket især er en fordel for:
- Udlandsdanskere, der vil have et hjem i Danmark ved besøg.
- Investorer, der ønsker at eje bolig uden lejerelateret slitage, administration og håndtering.
- Købere, der ønsker en feriebolig med mere frihed end traditionelle sommerhuse.
Det begrænsede udbud og den øgede fleksibilitet gør, at boliger uden bopælspligt ofte sælges til en højere pris – i nogle tilfælde 10-20 % dyrere end tilsvarende boliger med bopælspligt.
Udfordringer og særlige forhold
Det kan være svært at finde boliger uden bopælspligt, da mange boligportaler – fx Boligsiden.dk, ikke tilbyder søgefiltre for denne type ejendomme. Især projektboliger eller nybyggeri kan dog være relevante at kigge nærmere på. Alternativt kan en professionel boligrådgiver hjælpe med at finde frem til de rette muligheder.
Få hjælp til køberrådgivning
Hvis du skal købe bolig, så tag fat i Minkøbermægler.dk allerede i dag. Vi er din sparringspartner og yder kompetent køberrådgivning igennem hele processen.
Tænker du, at denne artikel er relevant for andre, du kender, er du velkommen til at linke til artiklen.
Udgivet af:
Minkøbermægler.dk